Kan du forestille dig selv
I et evigt mareridt?
Enten står du op, eller
Så sover du for evigt
Det kan jo være et mareridt,
Som du står op fra,
Men du finder dig selv
Uden en mor og en far
Du bor nemlig nu
Hos plejefar og plejemor
I et sted, hvor du tænker,
At kærligheden den gror.
Men sandheden er dog, at du
Står op til en bitter verden,
Hvor ingen kan dæmpe ilden,
Der vokser sig ind i smerten.
Smerten, der vokser
Ved hver lussing du får,
Mens du tæller dage
Og drukner i tårer.
Hvorfor skal du misbruges?
Af faren, som skulle passe dig.
Faren som skulle være en
Hjælpende hånd, der viser dig vej
Ind i dig selv, beder du
"Bar han ikke kommer ind"
Hvis hans hjerte bare stopper,
Eller han bliver blind.
Jeg gentager igen, at du skal
Forestille dig alt, hvad jeg sagde.
Ville du forblive tavs,
Eller rejse en klage?
For jeg må fortælle,
At mareridtet ikke er forbi,
Jeg har fortalt dig
Denne historie, fordi
Kommunen glemte nemlig
Hvem den var, og hvad den hed,
Da den valgte at anbringe
4 piger i helvede