Ensomheden er overvældende,
den fanger mig ind og knuger mit hjerte hårdt,
den kvæler de gode tanker og knuser håbet,
håbet om at nogle en dag vil se mig,
se mig og høre mig,
vise mig alt, dele deres tanker,
følelser og ord,
fællesskabet.
Jeg er lukket ude, er alene,
elendigheden overtager og det hele vælter,
korthuset der før føltes så stabilt, krænger,
det flyver rundt for til sidst at lande i en pærevælling,
af skidt, møg og støv,
fortvivlelsen hugger i mig og gråden har krammet,
krammer mig så hårdt at jeg sprænges,
i tusinde stumper og stykker,
spredt på gulvet
og ingen fejer skårene op,
de ligger bare,
efterladte.