Jeg mærker sindets forløsning
som den uforanderlig ebber ud
Til takten af hans åndedræt
som langsomt forsvinder under mine fingre
Højre ben sitrer ihærdigt
panisk, nærmest forhåbningsfuldt
dernæst opgivende, til sidst, helt stille
Venstre ben ligger i køkkenet
Som en bisse, nynner jeg lavt
og tørrer mine hænder af
i hans krøllede hvide skjorte
Jeg rejser mig, inden blodet når mine sko
Stilheden forlænger minutterne
nu sendt til evig fordømmelse
sindets forløsning er en springflod
på en divan ved rædslernes rand