Der hænger en gynge i skoven,
lige der på min vej,
i et knudret træ, der var der,
længe før jeg blev mig!
Land møder hav og solen
gnistrer i bølgeslags døn.
En vandvej som dagligt har lokket,
længe før Møn blev Møn.
Bølger, der bølgede altid,
længe før alle træer
slikker isen og hvisker:
Elsk det og vær! Bare vær!
Og ind i evighed gynger
Et NU i lykkelig leg
I lyset, i træet , på gyngen
jeg, der er blevet til mig.