Den uundgåelige indtrængen
Den ene efter den anden
Som en ubarmhjertig vandstrøm
der flyder gennem hver en sprække
Således fyldes mit hoved
med glæden i disse minder
Den drukner fornuften i
at ligge anker i ulykken
Jeg råber efter hjælpen
men kun på havets bund
Kan jeg finde det jeg behøver
for at lænke fast min sorg
Således blev jeg lykkelig
da vandet tog min nutid
Og der blev ikke mere tilbage
end at glædes ved det der var engang