Vi lever i en farlig tid,
alt for mange tårer og for meget slid.
Et samfund bygget på dårlige nerver,
vi bider negle, alt imens terroristerne hærger.
En ny dag, en ny aktion,
en ny helt eller bare en kujon,
en sjæl, der ofrer sig for den gode sag,
sikkert styret af hjernen bag.
Som en skakbræk, går martyren i døden,
uden selv, at indse nøden,
i handlingen bag værket,
alle de civile der bliver mærket,
alt den sorg, det medbringer.
Lyden af kirkeklokker der ringer,
alt det uskyldigt liv det tager,
hver gang nye bomber brager.
Hvornår springer de uden for min dør,
undskyld, at jeg spørger.
" Eller er det måske for meget, at forlange,
for jeg er bange.
Jeg kan ikke finde ro, tænker altid på den farlige tro"
At nogen manipuleres af andre,
anvendt af dårlige tanker,
burde ikke accepteres,
det er budskabet, der skulle serveres.
Der skal tages ansvar,
at vi ikke længere vil holdes for nar.
Men kæmpe for vores frihed,
til arven efter vores tid.
Noget vi alle kan være stolte af,
noget vi sammen videregav.
Ikke lade tilgivelse blive en frase,
finde forståelse, uanset race.
Skabe, i stedet for at ødelægge,
det gamle ordsprog, med de mange bække.
Støbe fundamentet med store bjælker,
kan det lykkedes, hvis vi alle hjælper.
" Eller er det måske for meget, at forlange,
for jeg er bange.
Jeg kan ikke finde ro, tænker altid på den farlige tro"
Vi stirrer nu efter glemte tasker,
bag vores usynlige masker.
Prøver desperat, at holde facaden,
men venter kun på skaden.
Måske lille Danmark står for tur,
at fjenden bare ligger på lur.
Har regeringen mon valgt, de forkerte venner,
har det skabt os flere fjender.
Skulle vi havde hørt lidt mere på enhedslisten,
ha' set twisten.
I, at krig kun er til for at skade,
og for at hade.
At vil kunne deltage uden, at skyde,
det ville jeg nyde.
Undgå alle de unødvendige krige,
slippe for lyden, af de mange skrige.
" Eller er det måske for meget, at forlange,
for jeg er bange.
Jeg kan ikke finde ro, tænker altid på den farlige tro"
Det hele er blevet så teknisk,
og befolkningen er nu multietnisk.
Men ingen kan være i den samme stue,
det er et forfærdeligt skue.
Vi kikker skræmte på hinanden,
har vi dog mistet forstanden.
Hvor har vi lært, at alt er sort og hvidt,
at farver er noget skidt.
De regler skulle vi foragte,
ja, så har jeg sagt det.
Nej, man burde stole på kærlighed,
selvom det koster masser af sved.
Nedbryde alle gamle grænser,
og stole på vores chancer.
At tro på den gode,
at det bliver den nye kode.
" Eller er det for meget, at forlange,
for jeg er bange.
Jeg kan ikke finde ro, tænker altid på den farlige tro"