Du er klar over hvad det er, men at sætte ord på det er en umulighed.
Du sidder i sofaen og mærker at noget overtager den ene side af din rygsøjle,
du prøver at kæmpe imod, men glider frem i sædet med en lykkefølelse i hele kroppen.
Hyletonen i dit hoved er ikke ubehagelig, og dine øjne afsøger rummet for noget der kan vække din afsky og rive dig ud af din tilstand.
Forgæves!
Fjerne, svage lyde af liv gør dig opstemt.
TV'et viser ulykker - det rører dig ikke, men godhed og kærlighed slår dig som en jernnæve,
og tårerne pibler frem imens klumpen i halsen forsøger at kvæle dig.
Hvis telefonen ringer, skal jeg så tage den?
Du frygter at en enkelt bevægelse skal ødelægge nuet, alligevel længes du efter at høre telefonens ligegyldige ringetone.
Telefonen ringer, det er hende.
Lykken bruser op i dig - samtalen skal vare evigt, for jeg har så meget jeg vil sige dig, men telefonen har ikke krops temperatur, det er ingen hånd, der er ingen usynlige bånd!
Bagefter føler du dig hul, føler at du forfejlede den eneste chance du havde.
Lykken forvandles til fortvivlelse.
Du kan mærke livet sive ud af din krop. Hvorfor blive ved, når du ved at det var denne gang du skulle gøre det rigtige, men du fejlede.
Der kommer ingen ny chance, ingen 'erstatning'.
Det her - lige nu, og her - det var der du skulle afgøre resten af dit liv,
men du fejlede - du fejlede - taber!
I desperation trykker du hendes nummer,
det virker som om hun er glad for dit opkald...