Den store Tusmulde:
Kapitel 1


Den store Tusmulde, gik i tusmørket foruden sin store hattefjer i hatten. Vinden blæste og gik ellers den store Tusmulde lidt i vejen, men nu hun ikke havde sin store fjer i hatten kom vindfuglen ikke og bed i den hvert fald. Så det glædede den store Tusmulde sig grueligt over og hun tænkte på alle de hattefjer der var blevet taget med ud i den bidende fuglevind, foruden fuglevindefang til at beskytte sine små fjerhår. For hvorefter at skulle stå til skue for de små jernsvælger der stod ellers så sikkert i fuglevinden. Den store Tusmulde undrede sig over hvorfor det hed fuglevind? Men en stemme kom med vindeslagende og farede lige igennem ind af øret og ud på den anden side af den store Tusmulde, og fuglevinden fortalte uden foruden, at det er de store rovfugle ude fra havet der laver de store fuglevinde her på denne egn af siden.
Da stormfuglen havde lagt sig til ro, og de store hattefjer igen kunne gå foruden fuglevindefang på deres hatte. Stod de nu ligeså sikkert som de små jernsvælger står i beton. Den store Tusmulde nåede lige og præcist frem til sin ende destination, og spurgte den lille fjerdragt som alle med stormfugle i hovedet kom til, om at fjerdragten kunne forklare den store Tusmulde om hvorfor der var en sådan stormfuglelarm i hendes Tusmulde hoved. Fjerdragen plukkede en ørefjer af sin fjerdragt, og puttede den ind i Tusmuldeøret hvorefter ørefjeren forsvandt til evig tid. Lige indtil tiden kom tilbage og fjeren kom tilbage fra det evige.
Dine stormfugle bringer nyt fra enden, og alle disse fuglevinde i dine Tusmulde øre har du fordi dine ørefjerhår er så gode at de fortæller disse vindesagn, som du ellers skulle lytte til i din tid med stormfuglevinde baskende i hattefjerene.
Den store Tusmulde så forbistrede og baskede med ørefjerne som fjerdragten havde ladet side i den store Tusmuldes øre for og bag gange, og den store tusmulde lettede en smule i sin hattefjer, så den store tusmulde var ved at lette ovenud fra for nedenvejs og ud af sine klosko som ellers var godt sat fast med den store tusmuldes næb klør for ikke at tale om de store jernsvælger som næbklør elsker at slibe sig af på for på den anden en den første måde at slippe for at skulle gynge tilbage og frem da de ellers så pæne næbklør ville ligne halve cirkler som på en gyngestol. Du basker så småt som en af de store stormfugle ude i stormfjervinden du store Tusmulde! jeg er forbistrede baskende højtflyvende og med mig ud af baggangen fra for gangen hvor jeg kom fra, og du Har fjerdragt takker jeg ikke så slet nej, den store Tusmulde Baskede væk og så enden på starten af hvorfra hun var kommet i tanke om fjerdragten, for på den måde at det lykkedes, den store Tusmulde at finde svar fra for sin egen sag omkring den cirklende vindfugl der suste i hendes nu tillokkende høregange, og den store Tusmulde var ivrig efter at komme tilnærmelses vis for enden af øregangen for på forsiden med den store vindefugls fangevind fra den anden side en den der ellers var, for nu var den store Tusmulde med både fuglevindefjer i bag og for høregange, som blafrede i for at rive den store Tusmuldes både hoved og krop op i den store fuglevind og ud til stormvindefuglende, som den store Tusmulde ellers kun havde haft en susene hviskende drøm om at komme til og det opløftede den store Tusmulde sig en lille smule mere en tulahopsig sig til.