Det er skræmmende ikke sandt
Hvordan vi mennesker kan stå med åbne arme
Og efterfølgende lukke dem i for de mennesker
Som vi engang ville gøre alt for
Hvordan vi kan længtes efter noget så inderligt
Også bare kaste det på gulvet, som var det ingenting.
Tro at det ikke var det man ville og leve i bitterhed
Over at vi smed det der mindede én om lykke bort
Hvordan vi kan blotte og krænge vores sjæl ud
Som havde den anden en notesblok til at kunne huske
Og blive såret over at personen ikke kendte til ens dybeste tanker
Fordi vi lukkede os inde, bange for at blive skuffet
Vi er bange for kun at blive til et enkelt minde
Et emne man stryger lige så hurtigt væk som det kom
Leve i selvhad over at man ikke greb chancen
Men lod den flyve forbi os som var det et efterårblad
Og snart dækker sneen sporerne bort
Som fik verden fred