Hun drejer rundt
i den hvide sommerkjole
fanger blikke
med sit smil
så ung
den sarte hvide porcelænshud
stråler i natten
alt er på hendes side
i denne legende dans.
I den kulsorte nat
går hun letbenet hjem
mæt af glade sommerminder
så sulter på mere
mørkeraden og utrygheden
har hun pakket væk
med sin brugte barndom.
I den mørkeste skygge
Står Han
Hans mørke øjne
følger hende grådigt
Hans bukser strammer
af indebrændt spænding
alle muskler er klar
da Han indfanger hende
som var hun et byttedyr.
Hendes bange øjne
tænder ham
det fine hvide stof
flænser så let som papir
hendes spinkle krop
overmandes uden stor anstrengelse
alt er lyst i blik af nattens puls
et altædende begær.
Da Han slipper hende
med klangen af Hans hæse stemme
rungende i alle sanser
vakler de spinkle danseben
den hvide kjole blodrød
på porcelænshuden
springer violette mærker frem
de før så glade øjne
stivnet af angst.
Han ler ud i natten
mens Han går hjem.