Ser du ham på bænken grøn,
livet blev en skåret drøm,
intet blev som præsten spåede,
tiden den er bare gået.
Lyset brændt i begge ender,
mumles mellem sorte tænder,
flasken vendes ømt i hånden,
smøgens glød gir liv til ånden.
Jeg har da mit eget liv,
selvom jeg er æske stiv,
bænken er min trøst og hygge,
hvem kan kræve evig lykke.