Du reddede mit liv.
Du må være englen fra oven.
Gav mig ilt, da jeg manglede det.
Beroligende mig, da angsten slog til.
Mit liv var ved at være slut.
Men du gav mig et håb.
Gav mig styrke.
Gav mig ekstra kræfter.
Jeg var alt for ung til at dø.
Dagen i morgen ventede på mig - endnu.
Min vejrtrækning blev stabil igen.
Som om der intet frygteligt lige var sket.
Selvom vi skændtes så meget, mens mit liv næsten var borte, var det jo fordi vi begge var forvirrede og bange.
Utroligt hvor meget vigtig energi kan blive brugt på de forkerte ting.
Men ting sker, og det må man lære at håndtere uanset hvor svært det end må være.
Jeg tilgiver dig, også selvom vi har råbt ad hinanden så ofte.
Men du er jo min far.
Min bedre halvdel.
Du er en helt.
Min helt egen helt.
Dog ligner du ikke helten fra drømmene. Du er mere menneskelig, ikke fyldt med en masse overnaturlige kræfter.
Men du er stærkere end mig.
Meget skal der ikke til.
Du har forstand på biler.
Jeg kan bedre håndtere mobiler.
Vi er så forskellige.
Men alligevel har vi ting i vores kroppe der er ens.
Du ser mig sikkert stadigvæk som din lille prinsesse.
Det vil jeg altid være uanset hvor gammel jeg end bliver.
Jeg vil altid elske dig i tykt og tyndt.
Uanset hvad.
Ikke glem det nogensinde.
Lov mig det.