jeg vågner af en kvalfuld sang
fuld af huller i eet stykke
nyskabte toner vi
frem gennem tågen
til lyden af de lettedes mumlen
og fjerne tiders jubelkor
"tillykke" hvisker natten
fra sit skjul under sengen
en ny dag gryer
og her mellem før og efter
ligger vi
svøbt i pastel mens verden
spirer frem på ny
smerten hvisker endnu fra hjørnerne
hænger endnu
i ekkoet
af nøgne skrig og bønner
i kolde klude og klæder af blod
i lugten
af titusind væsker der drev af min krop
"tillykke"
hvisker dagen
den hellige stilhed stråler
vi er kommet for at blive