Dyret i mig, mennesket, vil styre mig, besidde mig
Jeg er ikke noget dyr, skriger min sjæl i desperation
Det er dog ikke sjælen der skriger men dyret
Dybt nede føler jeg at det er dyret, jeg kan mærke det
Men det forhindrer mig ikke i at ville forblinde mig selv,
bilde mig selv ind at det ER mennesket, der skriger
Jeg har ikke klør og skarpe tænder som et rovdyr
dog kan jeg flænse og flå andre som dette dyr formår
det er ikke via det fysiske, men via dyrets psyke
Dyrets psyke er følelser, dyriske følelser i mig, føler jeg
Det paradoksale er bare at selv om jeg ved det, føler det
Da siger jeg til mig selv at det er noget jeg bilder mig ind
Bilder mig ind. ?? Ja det er det, noget jeg bilder mig ind
Hvisker jeg til mig selv i min sjæl, hvilket beroliger denne
Men paradoksal er forblindelsens omvendte indbildning
Det troede rigtige er det forkerte, det forkerte er det rigtige
Således bilder jeg mig ind at jeg bilder mig selv noget ind
det triste er at det ikke er indbildning, men forblindelse
Se nu kører det, tror jeg, hvor er jeg dog fornuftig og rationel
et menneske med en sund forstand og en god morale jo, jo
jeg ønsker at tro, at tænke således, men, forblindelse er dette
Jo mere jeg tror jeg er menneske jo mere er jeg dyret
For dette er proportionelt forvrængende, selvbeskyttende
Som dyret der beskytter sit afkom, således beskytter det sig i mig
Det største er linket til det mindste,
Det bedste til det usleste.
Det altruistiske til det egoistiske,
Det smukkeste til det grimmeste
For således er følelser, de føler sig i god ret, i selvets forståelse. Således kan det tilsyneladende pæneste, nydeligste, fornuftigste mest velklædte menneske, med højeste embede, handle usselt. Da handles der på dyrets vegne, men med menneskelig facade.
Kejserens nye klæder. ?
De kan forblinde alle, betage alle, især en selv, på forunderligste vis. Det forunderlige er at de kan, for de er bedrag i forblindelse
Disse klæder bærer dyret i al sin enkelhed, de nøgne klæder
Således står dyret nøgen lige foran dit selv, i dig selv og siger ;
Er det ikke nogen smukke klæder. ?
jo - siger du så, forblindet i selvet
så smiler dyret i dig, veltilfreds med sig selv
Epilog;
Det naturlige i at være menneske, er at erkende naturen i sig selv. Således kan man gå imod det primitive i eget væsen og fremme social og åndelig forståelse. Dermed er mulighederne for at kunne forbedre sig menneskeligt givetvis forøget, mener jeg
Selverkendelse - erkendelse: Hvad er ?
At forsøge at være sig selv er det sværeste der er, Mener jeg
Det kan være svært at overvinde andre mennesker,
Men det er en kunst, at overvinde sig selv, er pointen