Bussens aircondition brænder nærmest mine iskolde ben.
Sædet er næsten ligeså hård som en sten.
Menneskene omkring mig larmer helt vildt.
Jeg kan ikke høre mine egne tanker.
Trafikken er næsten gået helt i stå.
Jeg føler næsten denne travle dag er blevet spildt.
Hvorfor valgte jeg også lige at masse mig ind i den overfyldte bus?
Jeg kan slet ikke mærke mit hjerte banker.
Er jeg overhovedet i live?
Al den råben og snakken, er et bevis på, at jeg sikkert er den eneste person her i bussen, der ikke er en af de larmende, stive.
Mon jeg nogensinde ud af bussen kan komme?
Denne dag er nemlig snart omme.
Mon de fulde passagerer også snart skal af?
Sikke en lang dag.
Hvordan kunne det lige ske?
Nu kan jeg endelig ud af bussen gå.
Ud til den smukke, hvide nyfaldne sne.