Først når solen går ned, vågner jeg op.
Vrimlende tankespind, starter uden stop.
Det er nu jeg reflekterer, restituerer ej min krop.
En dagligdag i trance, jeg hverken hører eller ser.
Tankerne fra i nat, svinder ind for hvert kvarter.
Blot en kopi af mig selv, alt imens virkeligheden sker.
Først når månen viser sig, er mit sind kommet i form.
Jeg store tanker tænker, det er nu jeg bedst forstår.
Ikke mange kender mig, mit sociale sind forgår.
Jeg er i sandhed en natteravn, en form for månens barn.
Roen er svær at finde, når først nu jeg tænker klart.
I det jeg tænker "sengetid", går alting op i fart.
Først når solen går ned, vil du vide hvem jeg er.