Jeg sidder her ved havets bred og tænker,
tænker på alt det som ej er til,
tænker på vor Herres gode vilje,
og på riget Hans som ej vi vil.

Ville vi dog blot have mere troskab,
mere tillid ej spoleret sind,
som det lille barn der opad skuer,
ser på lyset mærker frisk dets vind.

Men vi er af lov og regel bundet,
ser kun det vi skuer øjet blind,
ej vi tør hengivet os at kaste,
ud i kløften der er i vort sind.

Ville vi dog blot lidt tillid have,
følge hjertet dybt som i vort bryst,
banker med den ånd som elsker livet,
det alene bringer os sin trøst.

Mørket er omkring os dybe revler,
suger skibet ned i højen sø,
skummet sprøjter piber dybt i toner,
næppe hørligt mærker vi os dø.

Stille bøjer træet sine grene,
hele stammen bæver grønt sit løv,
jorden revner søens vand det koger,
pible op med aske ild og død.

Man da lyder hornet mørket viger,
sindet stilner havet med sin glød,
øjet brister gråden i os skriger,
med en stemme grusom i sin lød.

Klokken runger højt over vort væsen,
alting ændres ej det samme står,
lyset over jorden med sit væsen,
stilne flammen med sit gyldne hår.

En skikkelse for os stille fremtoner,
stærk og blid på en og samme gang,
en stemme for os lyder blide toner,
musik forandrer os i rolig sang.

Håbet glemt dog langsomt helt bort svinder,
troen i vort bryst ej findes vil,
vi af veje brede henad skrider,
stien smal forglemmes i vort sind.

Dog et menneske så fjernt os skue,
ser vort liv for altid med sit blod,
tornekrans af vinens søde drue,
slukker blidt vor tørst i nødens stund.

Brødet brydes sulten og vor smerte,
mættes med hvert øjeblik der går,
smelter sødt det hårde i vort hjerte,
stilner os og heler vores sår.

Når vi i vor møje knuger hånden,
magtesløse i vor Herres vold,
huske vi da stemmen i det høje,
når vi møder jorden hård og kold.

Ordet søger os i al vor kvide,
selv når livet langt til slut er endt,
udfrier os fra smerte med sin blide,
røst der fra os tager syndens sold.