Guds lille rose, når det blæser, svajer du mod de stikkende torne.
Stikkende og prikkende ødelægger de stilkene.
Stadig bevarer du din duftende essens og levende eksistens.
Tilgivelse og kærlighed er din konsistens.

Guds lille rose, det stormer, og du væltes omkuld mod tornene.
Smertende og lidende flænses stilkene.
Stadig bevarer du mod og styrke som levende.
Styrke og mod er din ingrediens.

Guds lille rose, der er orkan og du rammes dybt af spidse syle tårne.
Smadres og ødelægges tornene stilkene, og orkanens smider dig i mudderet.
Stadig har du en smule duft, som blandes med mudderets stank.
Stilhed og ro vugger dig til evig fred.

Men glem nu ej, selv en rose kan vokse i mudder og stank, og duften vil bero på viljens sang.