Jeg var så opslugt af, hvor jeg var; af mit eget personlige sted.
Jeg var så opslugt af vinden, som fik mit hår til at åbne mit ansigt, så jeg kunne nyde alt andet ved mit sted.
Jeg var så opslugt af solen, som skinnede, som havde den kun den opgave at skinne på de opslugte steder og folk, og måske specifikt mit sted var i rampelyset.
Jeg var så opslugt af græsset, som groede så livligt omkring mig med sine små indfødte dyr, og denne opslugelse kunne kun minde mig om livet, hvor livligt man skal få det til at gro, og hvor meget det havde af jordiske værdier og sidde netop i græsset. Føle, nu kan jeg ikke komme længere nede uden nogen andre midler. Ikke kun følelsen af græsset og at sidde i græsset fik mig til at tænke. Også lugten af græsset, som lugtede så frisk og nyt, når det lige var blevet slået, glæde og til tider lidt gylle, det chikanerede mig aldrig, mindede mig blot om min usarthed.
Jeg var opslugt af havet, hvis forskelligheder jeg alle holdt af, som fx når havet var så blikstille at man kunne se Stubbekøbing spejle flot i, som fx når havet brusede med skum og er ved at vælte hver og en kutter, der forsøgte sig ud.
Jeg var meget opslugt af det og ville aldrig lade være med at nyde sådanne øjeblikke.
Og aldrig ville jeg kunne undgå at blive opslugt af det igen.
På mit sted eller andre steder.

(Men så kom du.
Og jeg blev opslugt af dig.
Jeg blev så opslugt af dine humoristiske indslag i min hverdag, som kun gjorde det endnu mere naturligt at være i din nærhed.
Jeg var så opslugt af vores kommunikation, som gjorde alt godt og trygt.
Jeg var så opslugt af dine store blå øjne, som kunne åbne mig helt og aldeles.
Men som du kom, du gik, og mit sted blev min opslugelse igen, men med den stadig sædvanlige glæde).