Du er ikke som de andre, nå du ser i spejlet er du forvrænget.
Du føler dig ikke forstået og misforstår hvad de andre sige.
Stemmerne siger det forkerte, så du tror det er det menneske,
der prøver at forstå dig, som vil dig ondt.

Nået sagde klik og nu hænger, intet sammen som det gjorde før.
Alt det der var normalt engang, ved du ikke hvordan man gør.
Du gør kun hvad stemmerne siger du skal og gør du det ikke sker,
der noget voldsomt men du ved ikke hvad.

Du er blevet indlagt og ligger nu i et bælte,
ved siden af dig sidder et menneske, du ikke kender.
Du vil ikke have den medicin der tilbydes,
for at du kan komme ned på jorden.
Det der gør at du kan komme ud af dit bælte,
det der gør at du kan komme ud af disse tanker,
at stemmerne kan dæmpes.

Du er som de andre din indre psyke,
prøver blot at forsvare sig selv.
At blokere dine minder,
at glemme alt hvad du har lært.

Mennesket snakker beroligende til dig
Men du ænser det ikke,
du råber for at stoppe tankerne,
men det hjælper ikke.
Det bliver ved og ved og ved...