Den 21. oktober 2007 indskrev 21 individer sig i frihedens krønike.
Himlen vil fælde tårer i morgen og regnen vil gøre ramme jordens flade.
Nattergalen vil gale endnu en dag, til ære for dem, hvis øjne ikke kan se i morgen.
En og tyve levende sjæle, der døde i drømmende tilstande. De samme drømme.
Frihedens trang.
Til folket.
I håbet på freds tilstande.

De kunne have været dig, eller mig.
Mennesker som havde et liv, med familie, venner og ønsker.
Men som mistede det hele, blev frarøvet retten til livet, imens de levede.

Der er ingen som skal sige noget eller dømme disse sjæle.
Lev i deres krop, mærk deres smerte, se deres drømme foran de øjne.
Disse er helte, som gav afkald på deres drømme, deres prinsesser og prinser.
Disse sjæle var prinser og prinsesser på den hvide hest, udset til at dræbe det terroristiske bæst.
Der findes stadig en masse terroristiske bæster, mens vores helte er døde og i himmeriget blevet
æresgæster!

Jeg skriver et afskedsbrev som en af dem.

Mine Kære og elskede.

Jeg skriver fra fronten, håber I har det bedre end jeg.
Mørket har omsluttet sig. Ørknen og bjergene er så mørke, og vejen er lang.
Kan stadig høre frihedens sang, derude i horisonten.
Tænker på min brødre som er borte, derude i det mørke sorte.
Vi har alle en mission i livet, og min mission har fundet mig.
Vi følger fjendens fodspor på den ødelagte A9 vej.
Vi skal ødelægge deres flyvende drabelige drager, som udspyer ondskabens ild og slår vores børn ihjel.
Nogle vil kalde det en selvmordsmission, idet vi ikke kommer tilbage i live. For os er det aktion som vil sende os højere op i himlen og fjenden langt nede i helvede.

"Mor din søn er ikke død, han kan stadig hører bly salvernes skrig.
Du må ikke fælde tårer, selvom du føler smerten af dine blodsprængte årer.
At dø er ikke afslutning, men en mulighed for at begynde på en ny.
Atter engang vil jeg opstå, fødes i dit skød, og dø i mit moderlands skød.
Send også min bror i krig mor.
Der hviler også en frihedstrang i ham.
Send også far af sted, også han har sin mission.
Selvom han ikke har sine ben, kan han også udføre en frihedsaktion.
Mor min søster er ikke en kryster.
Hun vil følge det samme spor som sin bror.

Jeg kan smage min moders mælk i munden, hen mod mit livs afslutning.
Det gør ondt mor, skuddet flænser mig indefra.
Mærker smerten som er ved at tage mig fra dig mor.
Jeg er i fjendeland, og min krop kommer ikke retur.
Mor det var den sidste tur.
Minder mig om vores spadseretur.
De første skridt jeg tog, der var du der, hvis jeg nu faldt.
Nu er jeg faldet, hvor er du henne?
Du tog mig i dit skød og pegede på månen, og nu er jeg på vej derhen.

Sandheden kan ikke begraves under jorden.
Den vil genopstå igen, og der ses vi igen.

Smukt er opofrelse, at leve for andres skyld, at dø for andres skyld.
Disse modige sjæle ofrede sig selv for en drøm som tusinde undertrykte individer ønsker og har.
Selv at drømme har disse undertrykte ikke mulighed for, da fjenden også har frataget dem deres ret til søvn.
Ikke kun en og tyve liv er gået borte, men en og tyve drømme er faldet i dvale.
En dag når man vågner, vil man se deres drømme som en virkelig realitet.