Mit savn byer af hvidt
min længsel banker af is
du kalder mig
spøgelsesorkidé.

Mit fravær skove af tab
min afstand tårer af blod
jeg vil være fuglen
på kvisten ved dit vindue.

Værelsets søer af tomhed
glider gennem skrøbelige årer
her i min hvide arm
mine tårer have af vemod
over alt det som bare dør
og alt det der opstår på ny
du er solen der flygter over havet
som gnister af is
som solbeskinnet neon.

Krystaldag i flakkende lys
engang var jeg ung
nu ældes jeg som tiden
dine øjne dog stadig
intakte mod min hud
blankslebne diamanter
natskygge
du dvæler i bunden af skoven
sønderknusende smukt
disse isninger altid
mod min hud
anemone, hvide lilje.

Nattens sorte på min huds
brusende ocean
vi blinker, blinker mod hinanden
en sommerdag i rødt
sølje af ildlys beskin mig
yngre nu end altings
begyndelse
bær mig gennem brændende æter
til evighedens dal hvor mørket
sublimeres lyst i
brisebløde kys.

Ser dig liggende, siddende, stående
englekrop i sitrende dis.