Stirrende sidder jeg og stirer ind i skærmen, og den stirrer tilbage på mig med hele verden bag sit elektrisk flimrende glas.

Verden virker ikke skræmmende når den er i glas og ramme, og man kan slukke for den når man lyster det.

Det skræmmende opstår idet man slukker, hiver stikket ud, afskærer sig selv fra enhver form for kommunikation.

Hvordan kan man savne noget så unaturligt? Savne det faktum, at have en kasse at stirre ind i. En kasse som er blottet for enhver form for menneskelighed.

Et dødt, kunstigt og umenneskeligt apparat, som ikke kan fornærme dig med grimasser. Som ikke kan provokere og give dig modspil. Som udelukkende reagerer på dine inputs.

Jeg har en kontrollérbar verden i min stue. Uden for min stue er det ukontrollérbare.
I den ene verden kender jeg udfaldet af mine handlinger. I den anden verden kan konsekvenserne af mine handlinger ikke forudses.

Hvilken verden er at foretrække?