Jeg ved ikke om det er desperationen i mig
eller om det bare er tidens gang
der ligeså stille er hørt op
med at bringe ilt til min krop.

Engang var det forår
og jeg gik ture om morgenen
før alle andre vågnede op
sådan gik tiden uden besvær.

Denne blanding af ansvar og tomhed
jeg håber den forsvinder
ligesom foråret forsvandt
og ligesom jeg forsvinder i mig selv.

Jeg levende engang i en kuppel
skjulte min naivitet
blændet i forårets sol
et sted mellem vores læber.

Måske skulle jeg tage mig sammen
spørge om du føler dig ligeså
ædt op af verden som jeg gør
efter dette mærkelige liv.