Hastigheden lyser
på jernbaneskinnernes blanke metal

ovenover flyver jeg i mit IC3
blinkende lys løfter mig
gennem distancer
jeg ville ønske jeg kunne
vende mig om at køre baglæns
som en slags smerte er du i luften
tættere på end nogensinde før
supermuse glasklart savn
dine og mine øjnes
nu snarligt afventende alarmer
måske burde vi kysse hinanden
farvel før vi ses

for hvis nu du ikke
længere kan kende mig
eller tror jeg er en anden
tænk hvis du bilder
en anden ind at hun er mig
der er ikke længere
noget der er umuligt
og alligevel er ingenting
endnu realiseret endnu

du er væk, jeg er
paranoidt afventende
på pludselig at se
dine øjne på min krop
disse tusinde fjernlys
ætsende adrenalin sandkorn
i øjnene vildskab strandet i
yderpunktet af hvad jeg
nogensinde kunne tro
skriver dette digt uden
at tænke på bogstavernes
raseri,
vildfarenhed.