Hvorfor vil jeg græde, når jeg ikke kan
jeg elsker ham, det brænder i hjertet,
men det nytter intet, for det er løgn, at tro
troen på at hans kærlighed kan flytte bjerge.

Jeg dør snart. Hvorfor kan det ikke
bare ske stille og roligt?
jeg dræber mig selv, eller også
gør kærligheden.
- Nej, det bliver vist for egen hånd.

Hvorfor drypper blodet så stille fra mit
håndled?
Det skal – det bør – det må flyde,
ikke bare tørre ind.
Det er nødt til at være mere end
bare at ende, som et par ynkelige
små skræmmer på huden.

Han forstår ikke, tænker ikke, ser ikke,
at et simpelt ord fra ham
kan redde mit hjerte, min sjæl.
Eller også ved han det, men
bekymre sig ikke.
Han føles som is.

Jeg viser ham
mit hjerte knuses, ham og hende.
De dage er slut, hvor jeg græder
over det de fjolser kalder
KÆRLIGHED!!!