Jeg kan ikke tage mig sammen.
Sammen,til noget som helst.
Helst blive liggende i sengen.
Sengen,min eneste trøst er.
Er når jeg sover.
Sover,barre væk fra det hele.
Hele verden er imod.
Imod det hele,kan ikke rejse.
Rejse mig,prøve at rejse mig igen.
Igen,føler jeg kun afmagt.
Afmagt,ked af det,en tåre på vej.
På vej ned af min kind, imens jeg tænker.
Tænker på livets værdi,vred på mig selv.
Selv det gav en dyb indsigt.
Indsigt i sjælens kroge,smerten indeni.
Indeni,med følelserne brusene rundt.
Rundt i hele kroppen.
Kroppen ryster af gråd.
Gråd,ensomhed og tristhed