Jeg slides op indefra, hvorfor forstår hun ikke mine hensigter udad til?
Mine ord sidder så forkerte og vil ikke komme ud.
Samtalens mester er så nervøs, at han ikke kan få et ord på læberne.
Kærligheden dør uden ord. Men kan den også opstå eller bevares uden ord?
Talens tunge er blevet mundlam og jeg forstår ikke hvorledes tre ord kan være så svære at sige.
Jeg sluger alle ordene og det rumler i maven.

Mine ord er så stille at jeg knap selv forstår dem.
Hele min krop og hjerte ryster så vildt.
Forstår hun mon stilhedens sprog?
Aner hun min hensigt og har hun indsigt i mine følelsers ocean?
Kan hun spejle sig i min indre sjæle sø?
Talens brug plejer at forekomme mig nemt, men jeg er blevet stum for en stund.

Kan kun forstå mine øjnes sprog? Mine pupillers gestikulation.
Hun smiler til mig som om hun forstår mine usagte ord.
Selv mine øjne virker nervøse og jeg ser væk fra hende.
Hvad er der sket med denne tøffelhelt. Hvorfor har min ordstrøm ændret retning og stil til en stille strøm?
Alligevel forekommer det mig at hun har forstået mig og mit budskab.

Hun kigger på mig og siger det ord, som jeg burde have sagt til hende.
Hun har stjålet mine ord og lagt dem på sin tunge.
Men jeg må indrømme hun siger det som jeg ville have sagt det.
Endnu bedre faktisk. Det er altid mere behageligt og rart at en anden frem for en selv siger: "Jeg flytter væk."