En herlig sensommermorgen lidt før syv, tog frøen Emil og hans gode ven Nis Nissen, en tur ud i skoven. Nis havde lovet Emil at vise ham sit hjem og derfor var de nu på vej i det tidlige morgengry for at nå frem inden det blev mørkt igen, da der var langt til skoven og de skulle forbi både søer og grøfter hvor alskens farer lå på lur i græsset.
På vejen mødte de deres lille veninde Luna, en deva, som ellers ikke havde megen fritid da hun altid havde travlt med at passe og pleje blomster og træer. Men netop i dag havde hun taget sig en fridag og da de raske fyre spurgte om hun ville med på tur sagde hun straks ja og derud af gik det i højt humør og med sang på læben, som måske ikke lød så kønt men den lød højlydt og glæden var med i hvert ord.

Pludselig sagde Emil: "Stille nu, der sker noget derovre ved grøften." Sangen forstummede og de blev meget stille, det kunne jo være et eller andet farligt og de listede musestille hen til et stort skræppeblad hvor der var plads til dem alle tre.
De kunne ikke rigtig se hvad der skete men musikken kunne de høre, det var meget smukt og Emil begyndte at vippe i takt med foden til de festlige rytmer og glemte helt at det kunne være farligt at gøre sig bemærket, han blev helt opslugt af tonerne og med et gik han helt frem til grøften, hans nysgerrighed sejrede.
Det han så var meget mystisk. 3 yndefulde elverpiger dansede med hinanden i hænderne til musik spillet af 5 prinser fra Rusland som lige var fløjet ind på et ægte tæppe fra Persiens land.
Emil sagde til Luna og Nis: "Skal vi danse med," og sprang ud i kredsen af elverpigerne som blev meget forskrækkede, fordi de var så opslugte af deres dans at de helt havde glemt verden eksisterede for andre end de tre.
Da den største forskrækkelse havde lagt sig fik de tre venner lov til at danse med og de morede sig og blev meget forpustede, deres kondi var ikke for god, for mange slikkepinde og fast food,