Vi vakler skæve ind mod lyset
hånd i hånd og levende af uvished
men alligevel fjernt smilende
trygt i symbiose med neonnatten

jeg siger til dig at natten
blot er vandte ting i bevægelse
men alligevel også et fremmed land
der tårner sig op mellem dagenes forudsigelighed

folk ligger i bjerge af beruselse
i det trætte øde landskab af obskurt lys
engles stemmer toner frem fra den grå himmel
efterfulgt af rå guitarstøj

jeg lægger mig udstrakt ned på
nattens undergangsvåde asfalt
ubegrænset frygt bliver til inspiration
jeg svimer hen i en ny bevidsthed

larmende stilhed
i elektrificerede vener
venter forår og sommer
så blodet kan strømme
kødeligt og gement i mine lemmers fløjl

vi er dykkere nu
i skovens englebløde træer
det er for sent at stoppe faldet
idet vi som bobler hengiver os
til luftens partikler af ild.