Det er blodets skjulte strukturer
der skaber ordene
under kemiske reaktioner
med byens summende lyde.

Vi navigerer os frem
under sindets flossede himle
og elsker stumt og inderligt
skyernes blanke æstetik.

Omflakkende, søgende målrettet
efter en skønhed
der er flygtig og udefinerbar
som øjeblikket sjæle kolliderer.

Det er ligesom forelskelsen
i højt udspændte regnbuer
som ingen mennesker kan høre
under tyngdelovens diktatur.

Er vi pionerer der modigt
revolutionerer de udbrændte stjerner
gadernes sorthed og psykens inderste lag?
Er vi derfor selve friluftens engle?

Det er ligesom asfaltens skinnen
husenes hvisken og opløsningen af
tid, rum, ja på definitionen af lys
det er poeternes blotte væren.

Vi er alt og foregiver intet
har dog eksistensen som påskud
for aldrig at finde ro
før blodet hører op med at strømme
i poesiens dunkende vener.