Jeg møder hende ofte på mine strandture med hunden, hun går og sparker vredt i sandet samtidig med hun prikker med en pind i tangen, som i nattens løb er skyllet op på strandkanten. Jeg tænker tit på hvem hun er og hvorfor hun er så vred, denne gamle duknakkede kvinde, der i sine røde gummistøvler og lange frakke, minder mig om en jeg kender., en som livet har behandlet usselt og som ikke har formået at komme ud over bitre minder og ikke har kunnet se andre muligheder end at vende vreden indad. Derfor vandre hun nu der på stranden med sin pind og roder efter lidt rav, medens hun sparker i arrigskab til sandet, som om det er sandkornenes skyld at hun er vred, hun mumler lidt uforståelige ord og går videre, ensom og bitter på verden, som ikke blev som hun havde drømt om da hun var ung. Hun vender sig om og kigger tilbage på mig, nu ved jeg hvem hun minder mig om. Mig selv inden jeg ændrede min skæbne.