Filosoferer nedad mod skakten,
indad, mod kernen af neurosen,
tæt, tæt mod hjertet,
som er så inderligt fanget
i en krans af pigtråd,

smerte, smerte,
kan ikke bære
alle disse omtumlede
forandringer og skuffelser,
det runger i mig,
tiden, opgøret,
straffens æra.

Et tyndt lag rimfrost
ned ad min ryg
som ubearbejdede barndomsminder
i baggårde,
institutioner
og kældre.

Nedad, mod erkendelsen
af håbløsheden,
en gammel sorg,
umulig at flygte fra,
omend man kunne sejle
på et ocean af hikstende gråd,

tårer,
salte, kropslige,
uendeligt skræmmende,
så fulde af
fatal selvmedlidenhed,
filosoferer mod
en ventet undergang,

danser så sørgmodigt,
en sortklædt skøge,
fortabt, syndende,
spiller nætterne
op mod hinanden
i manglende tidsfornemmelse,
det dræbende nu,

indad, nedad,
søger målrettet
erkendelsen
af min egen
snarlige undergang,
mit længe ventede fald,

filosoferer indad,
som en dødsdans,
falder ned
i depressionens
psykadeliske farvekonstellation
tæt, tæt på
hjertets pigtråd.