Fatter du egentlig, hvad du gjorde,
dengang du skældte og smældte,
fatter du egentlig, hvor meget du ødelagde
ved altid at være så forbandet negativ?
Hvorfor kunne du ikke bare tage at slappe af,
istedet for at jage mig rundt i manegen?
Det var jo ikke dig, der var syg, eller var det?
Det var jo ikke dig, der var involveret
i den dødsyge dødsulykke.
Det var jo ikke dig, der knækkede psykisk.
Men det var heller ikke dig, der hjalp mig op.

Fatter du nogen sinde, hvad det vil sige
at skønne på andre mennesker?
Fatter du nogen sinde, hvad det vil sige
at være glad for et andet menneske?
At det også handler om andet
end bare at søge det materielle.

Fatter du nogen sinde, hvad du ødelagde,
ved aldrig at være den ven?
Den ven, som jeg stod og manglede
for om muligt at komme op igen?

Fatter du det nogen sinde?