Pirrende længsel indtræffer
som et hulrum i mit sind
hver gang jeg tager afsked,

jeg burde tage forbehold,

kender konsekvensen af nærhed,

hvert et gensyn med mine kære
afløses af afskedens brutale
nulstilling af mit overladte sind,

og jeg elsker pludselig højere
end nogen har elsket nogensinde før
så snart toget fløjter afgang,

sønderrevet af min sparsomme,
oversentimentale objektkonstans
lukker jeg sindet til med sort
og ser tilbage,

har det som ville ingen mand
nogensinde vil elske mig igen.

Undrer mig over hvorfor jeg
efter tusindvis af afskeder
ikke har tusindvis af
forbundne hulrum i sindet,

jeg bestemmer hver gang at jeg
aldrig mere vil tage afsked,
bryde de smukke konstellationer:
mig og en indviet mand,

burde komme mig selv i forkøbet
og undgå dates, invitationer, aftaler,
mennesker, samtaler, offentlige steder,

blikke, smil, komplimenter, beruselser,

og hovedkulse forelskelser,

komme afskederne i forkøbet
ved at gå uden om
alle tilværelsens fandgrupper,
alle passionernes omveje,

og dø en ung æstetisk død
uden forbehold til livets opsving,
til alle de smukke elskede
og livet der leves mellem

ankomster

og afskeder...