Majdage hvor solen brænder sig gennem trækronerne i horisonten
udenfor mit vindue: et grønt fundament af iltholdig vækst

jeg kan mærke jorden indfri sit oplevelsesbehov
ved kropslet at dreje rundt om sin elipseformede akse
da jeg denne knitrende dugmorgen betræder græsset
selvom jeg i går da jeg faldt om i sengen
troede at alt nu var hørt op

jeg er nu stået op med begge ben i universet
frygtløs trods distancerne i vingernes luft
fra nu af er angsten drevet bort og jeg tror
jeg om lidt er parat til et spædt flyveforsøg
på at komme længere ind i denne skæve verden

mod bevidstheden vil jeg brænde mig gennem solen
og drevet af min ungdoms grønne mod
bliver jeg snart selv en lille sol der brænder majdage
pludselig antændt af solens vellyst.