Hvis toget
ud over krop, mekanik og bevægelsesfunktion
også havde tanker
hvilke ruter ville vi så køre?
- og ville vi nogensinde nå frem
til et egentligt mål?

Koldt, metallisk
bevæger jerndyret sig fremad
gennem tiden og æder
tankerne ud af tusindvis
af målrettede passagerer
som reduceres til en intethed af
stressede destinationer.

Uvilkårligt, ukærligt
indtages vi ukritisk
af jerndyret som til gengæld
fører os fremad i tiden
som en dominerende, larmende
menneskekatalysator
mod dødeligt åbenbare mål.

Når målet er nået
indtager vind os som afsked
når skinnerne på perronen
bider sig fast i jerndyret,
civilicerer det, tæmmer det, udsulter det
indtil industrien igen har
fyldt det op med menneskehjerner.

Vi flyver ukendte
mod kendte mål
men hvad hvis toget bare kørte
uden at tilpasse sig til os
og gik fra mekanik
til tidsbrydende mekanisme
hjalp os ud af vores indgroede
manier med klokkeslet og
alt for megen tid i små mængder.