Høje slentrer vi gennem formiddagsgaderne
med halvt lukkede øjne, stadig opvågningsmatte
misser mod solen ude i horisonten
der danner parallel til vores himmelflygtige tanker
en forårsblidheds blottelsesangst og dog tryghed
vores sind er stadig slørede fra søvnen
indhyllet i æteriske luftbobler
endnu lader vi os ikke helt vriste ud af
morgendisens beskyttende dyne
som føles sengevarm udenpå sjælen
og tilfører en fragmstisk blidhed
til bygningernes lyde omkring os
vi er helt små i vores skamfulde tryghedstrang
bag de store, udstrakte mål i vores hoveder
betændte af årvågenhed har vi jo ilet frem
indtil denne morgen indtraf
som et blødt tæppe af smilende gader
og horisonter langt væk varetaget af skyer
som vi ikke kan røre med øjet
men kun sanse svalt med tyst klingende fryd
denne morgen forbliver sjæleligt gryende
jeg er fuld af fjogede spontanitetssmil
fjern af boblende latter i øjenkrogene
idet lyde trænger ind fra mellem stemmerne
og en hinsides luft spejler byens akse.