Han går der i sin pirrelighed
lader sig nemt distrahere af mine læber
der udgyder ord og latter
indirekte i samme hensigt
og former sig fyldigt omkring deres åbning
hvor ånden som fin dug danner
gennemsigtige æggende skyringe

han er snublefærdig i drengede smil
men forbliver stærk i sit nærvær i min hånd
selv en stor oprejst kærlighedserklæring
der splitter nuet i eufori og slændrende gang
en verbal promeneren på vej
mod kroppe der snart fører et eget sprog
fyldt med indforståede små tegn

en duvende stemmeøring
mod samtalens elipseformede udvikling
og bølgerne af læberinge
cirkulerer mod hinanden, fonetisk
indtil ordene ophører, mister nødvendigheden
alting bliver skælvende luftige popler
og ikke blot træer men selve deres grønkorn
der suger os ind i klimakstilstand
indtil vi fader ud i et stort ubrydeligt kys

vejen bliver smallere omkring os
idet luft komprimeres os lyst vokser
intensiveres som den klareste sommertime
og synger en nærmest hellig tavshed
den svale vinds intense vitalitet
flytter ind i vores kroppe
ædes op af solen mellem os
og svøber os til helhed i silke, forbundet
af dugtende hvide klæders sroma

jeg vil bo i dine armes livsrum
flytte ind i drømmen til vi ses igen
mens min krop må svæve hjem
med toget gennem stemmer, dufte, temperaturer
alene uden at tænke
mig selv tilbage og processen itu