Jeg spejder ofte længselsfuldt
efter den nye generations poeter.
Deres tanker florerer allerede i luften
et sted mellem visionernes oprindelse
og modet der skaber en helt ny verden
et oprør mod stumhed og stilstand.

Jeg ved jeg en dag bliver manifesteret
som medlem sf de unge poeters klan.
Larmende skal vi sammen ankomme
i optog ind i folks bevidsthed
infernalske introduceringer, verbale bannere
visioner om nationens fald
og lyriske spådomme om
vores generations farveløse endeligt.

Vi er nuets poeter og skildrer tiden konkret
fornemmer regeringens kulde og giver igen
men frost fra sorte øjne og sylespidse skuldrer
gør os modstandsdygtige fra idé til udlevelse
flandrer hastigt og beredt på barrikaderne.

Jeg spekulerer ofte på hvorfor
vi altid føler os så alene
selvom hele nationen er omkring os
og hvorfor vi altid så tungsindigt
observerer livets brydninger med vinden
men vi er jo tiden i os selv
som en tung strid anarkistisk længsel.

Mellem storbyens forfaldne kratere
komposerer vi natten med løsslupne penne
skaber forbindelser mellem gadernes sorte sind
og vores sene tankers glatte fløjlslængsler
vi er de unge poeter med tanker spundet i luften
vi er højhusenes yderste skyforbinderlser.