Hvad er det egentlig... dét at være forelsket?
Er det følelsen man har i maven når man ser eller hører om dén person?
Eller er det bare den der pakke personen er pakket ind i?
Et kommercielt komplot for at få os alle til at formere os?

Og hvorfor... falder man altid pladask for dén man på forhånd VED ikke kan ejes af nogen - specielt dig?!
Hvorfor skal vedkommende så lige precis give dig den tro i ca. 5min....for derefter at give nøjagtig samme håb og tro til personen ved siden af dig?

Er dét kærlighed, hvis du er i himlen de 5 min der tilhører dig... og i helvede de næste 5min der tilhører naboen?
Er det sindssyge når du jo i forvejen VED at du kun får 5 min - men at du endda kunne have risikeret 0min?
Føler du dig ikke beæret over at have fået 5 min - når andre sulter efter lige netop de 5 min DU fik?

Hvad gør du, når alle minutterne er brugt - på dig og en masse andre... og vedkommende hurtigt sender dig et smil - for dernæst at forsvinde?
Hvordan forholder man sig - når man derefter er tom i sindet og hjertet føles som en sten?
Bliver man glad når man dagen efter får lov til at gentage hele processen?
Eller bliver hjetet mere tungt - fordi du kan forudsige slutningen?

Er der stadig håb - når din drøm og dine fohåbninger hvert år bliver givet til en anden?
Kan du stadig tro på den plan du lavede før du fik de første 5 min?

Du blev lovet noget en dag du havde over 1 time - som ingen andre havde - men kan du forholde dig til det... når du ikke har haft 10 sek. i over 1 år?

Og hvordan føles det - når hvert et minut bliver til dag...?

Enden kommer nærmere og målet længere bort

Så spørger jeg... er det værd at være mig?