På gangenes hvide vægge
lægger sig et tykt lag af dis
en hulken bryder pludseligt
den kliniske lydmur.
Alt jeg husker nu
fra den fjerne tid
blandt nummererede senge
er noget der kolliderer
og en tanke om at livet
ikke længere er evigt
for børnene
med de bekymrede forældre.

Heller ikke for mig
er livet længere evigt.
Nu vil stilstand forblive stilstand
og sygdomskrise forblive kronisk
andre laviner af tanker
om begrebet liv,
livets tid og liv
mens et afbrudt liv i tavshed
køres væk fra afdelingen
efterfulgt af efterladte
mødre og fædre og deres liv
som også er gået lidt i stå
tårers dis hænger
intens af sandhed på væggen.

Mine tanker stagnerer i nuet
pludselig ønsker jeg
at vide besked om døden
men kan se på mine kære at den
allerede hér er konkretiseret
alt for meget i nuets ublu kontekst
til at turde afbildes
i familiært sprog
så jeg observerer folks miner
gangenes klare, tavse sprog
og ved besked om livets vægelsind.

Selv i de kittelklædte autoriteters blikke
forsvinder tidsløsheden,
fortrængelsen oplæses
jobmasker krakkelerer lidt
pustes væk af en tåre
på flugt fra rutinen.
Berørte sygeplejersker
Må fortrænge egen angst
for at udholde andres pine
for at beskytte, give råd
selvom intet hjælper
det nu som for evigt vil
være smertens manifest.

Den psykotiske fastlåsning
af et uforstående hjernecenter
der endeløst kræver
forklaringer, begrundelser
kræver at sygdommen
skal argumentere for hvorfor
den tér sig så gement
hvad har hun gjort den,
den døde medpatient?

Dør jeg også - har jeg
ligeledes gjort skæbnen fortræd?

Ved ikke hvad der sker
hvad underbevidstheden sætter igang
men spørger pludselig
hvordan der ser ud i himlen
og danner billeder i hovedet
af stedet som er cancerhospitalets
hinsides blide kontrast.

Her er alting befriet fra venten,
fra dette kronisk smertende nu
der florerer som en
tyst hvid klinisk virus,
tavs og tabubelagt i angste øjne
i himlen er tidens gang
en afbalanceret fyldig
men aldrig brat stoppende proces
og de syge børn rekreeres og bliver
til afklarede engle med raske kinder.