Stirer op gennem himlens vidtåbne krater
sitrer ved tanken om at alting svæver opad
skutter mig under min tynde sommerjakke
ville ønske at jeg forstod.

Jeg ved at himlen stadig er blå
ånder op gennem
blå, våde huller mellem skyerne
jeg skriger en opsang til himlen
om den mon ved at jeg snart stiger op i den.

Mon månen føler sig undertrykt om dagen?
Og sover solen når det er nat?
Spørgsmål sendes med luftbølgerne
mens jeg ser på min brugte luft
der stiger op.

Op til en bevægelig sø
af hvide, svanesmukke skyer
op til der hvor du glemmer din angst
for at dale ned igen hvis du taber tråden
og hvis du falder stige op igen
når du dristigt tør tænke
på dagens skift til nat
som en naturlig overgang
som et tilpasset forhold til liv og død.