Du sagde noget andet end det, der var sket. Du gengav en radikal anden virkelighed, end den der tronede blik-klart i min hukommelse (og det der var). Jeg kiggede på dig, og gjorde mig umage for at sende dig et fuldstændigt mimik-frit ansigt, der havde til hensigt at sløre den absolutte rædsels-forvirring der jog rundt i blomkålen. - 'Hvornår skal vi spise, Nola?', sagde du. Mit mimik-løse, det-du-lige-sagde-var-meget-mærkeligt-ansigt skræmte dig vist lidt. - 'Far. Jeg hedder Thomas, far. Avisen...'. Du rynkede panden. - 'Jeg kom bare lige forbi med avisen'. Far. Dit blik i det sekund: forvirring. Forvirring og vantro.