Mødet med katastrofen, som gjorde mig bange. Mine øjne ser på dets øjne, som frygtede sandheden. Sandheden som hun manglede at fortælle. Jeg prøvede at holde øjenkontakten. Øjnene kiggede ned ad, hvor jeg skubbede til skulderen foran mig.
Der kom tårerne trimlende, hvor personen faldt ned på jorden.
"Jeg vil gerne kende sandheden" sagde jeg. "Jeg har aldrig været blind eller døv, så du forstår nu" sagde vedkommende.
Jeg fortvivlede i sekundet, hvor alle de minder med vedkommenede dukkede op. Smukke minder, som jeg altid levede for. Det er at række hånden frem og lære noget.
Der strålede min smil.