Jeg husker blot dine turkisgrønne øjne. De stod så smukt i kontrast til dit bølgede og kulsorte hår. Det væk nu, det fortjener du ikke. Jeg hørte dine skrig i mine drømme, drømme, som blev til det ene mareridt efter det andet. Lyden forfølger mig i det ellers så stille lokale. Var her andre, ville de kunne se mine tåre, dine tåre. Smerten ved, at miste dig, er når glæden byder sig, og man må trække sig. Jeg rejser mig i håb, i håb om, at ordene trænger igennem din kiste og ind til dit ellers så smukke gyldne sind.