Jeg venter her i mørket, krummer mig sammen under sparsomme vækster. Der er ingen læ, vinden har været på besøg og træerne er forkrøblede, som straffefanger.
Jeg må være tålmodig, glemme kulden og blæsten, der penetrerer kroppen som en sygdom. Mine lemmer gør oprør, min hjerne skriger, at jeg skal løbe væk, men tiden er forpasset. Nu er der ingen vej tilbage.
Altid vil jeg huske dette øjeblik: Den glødende bevægelse i undergrunden. Den grå røg fra kratermunden. Den tavse himmel uden måne. Lige om lidt starter spektaklet. Lige om lidt eksploderer bjerget i lava. Jeg er i første parket.