Lyden fra det bremsende tog er som tusind skærebrændere, den flænser luften og borer sig ind i hendes ører. Hun stemmer imod med benene, men løftes ud af sædet og smadrer ansigtet mod armlænet foran. Smerten er ulidelig. Ud af øjenkrogen ser hun en lille dreng rutsje forbi i mellemgangen, angsten står malet i hans øjne. Sekundet efter rammer toget noget, som en mur. Hun slynges op, forsøger at holde sig fast, men forgæves. Togvognen tvinges rundt, hun ved ikke længere hvad der er op og ned og skrig blandes med lyden af 250 tons stål der brutalt flettes sammen.