Månen hænger tungt på himmelen over horisonten af visne trækroner. Alene går jeg på en skovsti, kun oplyst af himmelvævets lys og gløden fra de sparsomme stjerner. Jeg er våd: har trådt vande i en mose der krydsede min vej. Jeg er bange. Våd og bange, alene og væk i åndernes skov.
Et glimt i mørket fanger mit øje, ved et træ for enden af stien. Kulden kryber ned af min ryg og lammer mit sind. Glimtet er en refleksion fra en slagterknivs spejlblanke stål. Frygten tager over. Jeg løber og skriger i panik. Han sætter efter mig. Han griner.