Nede paa stationen opdager jeg fuldmånen. Der står en enlig fyr, svajer frem og tilbage, mens han tænder og slukker rytmisk for en walkman, arrigt. Han ligner ét af de mennesker, man ser flere og flere af. De ligner noget, vinden har taget fat i og hvirvlet bort fra deres navn og hjem og så sätter af der, hvor man netop får öje på dem. Mange år efter forstår jeg, at det var sommeren, jeg gik og tænkte på dernede på Viborg station. Den sommer, som kalenderen i hvert fald viste var forbi, men som bare blev ved og ved.